Jeg husker hvordan det var første gang at opleve oplægsholdere med egne erfaringer med psykisk sygdom, der fortalte om hvordan de var kommet videre i deres liv. Jeg tænkte jeg vil også gerne kunne holde foredrag på den måde! Og det de fortalte, om hvad de skulle igennem for at nå dertil overbeviste mig om, at selv med nedture og modstand kunne det lade sig gøre at blive foredragsholder!

Alligevel har jeg ofte oplevet at andre med en psykisk lidelse ser lidt skævt til at det er lykkedes at opbygge et liv med indhold og ikke mindst et spændene job. I stedet for at lade sig inspirerer og få håb, føles det bare endnu et bevis for at de nok ikke duer.

Når det gælder det personlige netværk af venner med psykiske problemer kan det også føles ensomt at få det bedre, før var man på lige fod, eller sådan virkede det. Det kan være svært at opleve at den anden får det bedre, får en anden adfærd nye vaner, går i gang med nye ting, for hvad så med mig, bliver jeg glemt er jeg god nok!!!

Det kan ende som en opslidende tovtrækning mellem venner, i værste fald kan det ende med et brud. Det er vigtigt at vide at vi ikke alle vil det samme, eller er i stand til det på det samme tidspunkt og tempo.

Udefra kan det også se ud som om den anden kommer let til det, for tingene flytter sig og lykkes for den anden, mens man selv sidder fast i det gamle.

Når man rykker sig, får man ustanselig formaninger: “mon du ikke byder dig selv for meget”, “hvis det er hårdt skulle du så ikke hellere tage den lidt med ro”, “Er det ikke for svært”. Man kan ende med at skulle forsvare sin motivation igen og igen – Jamen der var jo intet der ville lykkes her i verden, hvis man bare holdt op, når det blev lidt besværligt!!!! Og det at komme igennem en recovery er besværligt af og til!!!

Det er fint at kunne mærke efter og kunne sige fra, der er bare nogen gange man må kæmpe sig igennem, der duer vat og bommuld ikke.

Jeg har lært meget af andre med en psykisk sygdom, både hvad man skal gøre og ikke mindst hvad man ikke skal gøre, hvis man vil få det bedre. På den anden side har jeg altid blevet meget opildnet af at folk kunne noget jeg ikke kunne og straks gået i gang med at tilegne mig den viden eller de praktiske færdigheder der skulle til, hvis det var noget jeg virkelig ville.

Det er måske den personlige egenskab jeg har haft gavn af i løbet af min recovery. Det har aldrig faldet mig ind at blive misundelig på nogen der var bedre end mig, hvis de var meeeeget dygtige, langt over mit nivau var det beundring, var det lige over mine egne evner, smøgede jeg bare ærmerne op og gik i gang -Jeg vil lige tilføje at jeg ofte har slidt og grædt og været meget utilfreds med mig selv i processen, men jeg lærte at blev jeg ved, lykkedes det!!!

Vi har alle flere ressourser end vi tror, nogen har vi ikke tænkt over, eller andre har glemt at fortælle os om dem. Vi skal turde at håbe og vi skal lære at arbejde os langtsomt mod målet uden at tabe realismen, eller miste drømmen!!!

Glæd dig over andres succes og lur hvad det er de gør, hvordan tænker de, hvordan handler de. Lad vær med at tænk: det kan de bare fordi de er heldige, bedre end jeg osv. Hvis deres metoder provokere dig, reflekter over hvorfor. Nye muligheder skabes af nye handlinger, revurder dine egne og se hvad der sker!